AI og fremtiden · 7 min

Hvis vi byggede en a-kasse forfra om fem år

Et tankeeksperiment: Hvordan ville en a-kasse se ud, hvis den blev tegnet fra bunden med de byggesten, der er på vej? Svaret handler mindre om teknik, end man skulle tro. Det store skifte er, hvem der har dataene, og hvem der træffer afgørelsen.

Af Martin Nymann Vinther · november 2026

Når man arbejder med AI i en organisation, der allerede eksisterer, bygger man altid oven på noget. Der er et sagssystem, en hjemmeside, et arkiv og tyve års arbejdsgange, og hver ny løsning skal passe ind. Det er sådan, det skal være, men det gør det svært at se, hvor man egentlig er på vej hen. Derfor har jeg gjort det til en øvelse at stille det omvendte spørgsmål: Hvis vi skulle bygge en a-kasse forfra, om fem år, hvordan ville den så se ud?

Det, der følger, er en konceptuel skitse og ikke en plan for en bestemt a-kasse. Jeg bruger a-kassen som eksempel, fordi jeg kender den indefra, men billedet gælder lige så godt for pension, forsikring og den offentlige sagsbehandling. Overalt, hvor en organisation træffer afgørelser om mennesker efter et regelsæt, er de samme spørgsmål på spil.

Regler skaber rammen, AI forbereder, og mennesker tager skønnet

Udgangspunktet er en enkel arbejdsdeling. Medlemmet har én indgang, døgnet rundt. En AI-assistent fører dialogen, men der er altid et menneske få klik væk. Bag indgangen deler sagerne sig i tre baner.

Tre baner for sager De fleste sager er ligefremme, og data og regler afgør dem. Nogle sager kræver afklaring med medlemmet. Få sager kræver vurdering, og et menneske træffer afgørelsen. De fleste sager · Ligefrem Data og regler afgør sagen. AI henter, forklarer og dokumenterer. Nogle sager · Afklaring AI afklarer med medlemmet. En medarbejder kan træde til. Få sager · Vurdering Et menneske træffer afgørelsen.

De fleste sager er ligefremme. Oplysningerne er der, reglerne er klare, og sagen kan afgøres på minutter. Her henter AI-agenter oplysningerne, forklarer afgørelsen i et sprog, medlemmet forstår, og dokumenterer forløbet. En agent er i denne sammenhæng et AI-program, der ikke kun svarer på spørgsmål, men også kan udføre afgrænsede handlinger, som at slå op i et register eller bede om et dokument.

Nogle sager kræver afklaring, fordi noget mangler eller er uklart. Her afklarer AI-assistenten det med medlemmet, og en medarbejder kan træde til, når samtalen kalder på det. Og så er der de få sager, der kræver skøn. Her træffer et menneske afgørelsen, på et grundlag som AI har forberedt.

Det vigtigste i skitsen er det, der ikke står i den. Sprogmodellen fører samtalen og forbereder sagen, men den afgør aldrig noget. En afgørelse kommer enten fra regler, der kan pege på den paragraf, de bygger på, eller fra et menneske. Det er ikke en teknisk begrænsning, men et valg, og det er efter min mening det rigtige valg for enhver organisation, der træffer afgørelser om menneskers forsørgelse. Det gør det også langt enklere at leve op til forvaltningsretten og AI-forordningen, fordi man altid kan svare på spørgsmålet: hvorfor fik jeg det her svar?

Nye roller til mennesker

Når de ligefremme sager kører af sig selv, forsvinder arbejdet ikke. Det flytter. Jeg ser fire roller, der bliver vigtigere. Den første er skøn og svære samtaler: tid til de medlemmer, der har brug for et menneske, og som i dag ofte venter i samme kø som alle andre. Den anden er regelejere, hvor en jurist og en udvikler i par holder reglerne ved lige, så den kode, der afgør sager, altid svarer til lovgivningen. Den tredje er kvalitet og nødbremse: nogen, der tester agenterne løbende og kan stoppe dem, hvis de begynder at gøre noget forkert. Og den fjerde er produktejere, der ejer medlemsrejsen og prioriterer, hvad agenterne skal kunne næste gang.

Under det hele ligger et fundament, som ikke er glamourøst, men som alt andet hviler på: regler som kode, data og beviser direkte fra kilden, en log over alle afgørelser og løbende test og forbedring af agenterne.

Det store skifte: medlemmet ejer sine data

Det mest interessante i tankeeksperimentet er dog ikke teknikken i midten. Det er spørgsmålet om, hvem der har dataene. I dag indsamler og opbevarer a-kassen oplysninger om medlemmet: lønsedler, ansættelsesbeviser, eksamensbeviser. Det kræver arbejde at samle dem ind, og det kræver ansvar at opbevare dem.

Den byggesten, der kan vende det om, er allerede vedtaget. Med EU's forordning om europæisk digital identitet, ofte kaldt eIDAS 2.0, skal alle medlemsstater stille mindst én europæisk digital identitetstegnebog til rådighed for borgerne, gratis og frivillig at bruge. En wallet, eller tegnebog, er i denne sammenhæng en app, hvor man kan opbevare verificerede beviser om sig selv, udstedt direkte af kilden, og selv vælge, hvad man deler. Forordningen trådte i kraft i maj 2024, og fristen for, at medlemsstaterne skal tilbyde en wallet, ligger ved udgangen af 2026. Hvor hurtigt beviser om ansættelse, uddannelse og indkomst kommer til at ligge i den, er en anden sag, og det er netop derfor, skitsen kigger fem år frem.

Forestil jer, at medlemmet kommer med sine beviser i walleten. Arbejdsgiveren har udstedt ansættelsen, uddannelsesinstitutionen eksamen, og myndigheden indkomsten. Så går a-kassen fra at være et arkiv til at være den, der spørger om lov. Den beder om samtykke til et bestemt formål, tjekker beviset uden at kopiere det, og gemmer kun det, afgørelsen kræver. Medlemmet kan hele tiden se, hvem der har brugt hvilke oplysninger, og kan trække et samtykke tilbage. Det gør mange sager til et spørgsmål om minutter, fordi dokumentationen er gyldig i det øjeblik, den deles. Og det gør det betydeligt lettere at leve op til GDPR's princip om dataminimering, fordi man ikke opbevarer det, man ikke har brug for.

Når medlemmet har sin egen agent

Næste skridt er, at medlemmet ikke selv sidder ved tasterne. Det er ikke svært at forestille sig, at mange om fem år har deres egen AI-agent, som handler på deres vegne. Med en fuldmagt fra walleten kan den melde ledighed, finde og dele de rigtige beviser, følge sagen og forklare afgørelsen for medlemmet bagefter.

Det stiller nye krav til a-kassen. Den skal kunne tale agent til agent. Reglerne skal kunne læses af maskiner, indgangen skal være et åbent stik, og a-kassen skal kunne se, hvem agenten handler for, og hvad den har lov til. Agenten skal kunne vise sin fuldmagt, ligesom en advokat skal i dag.

Lagene i en a-kasse bygget forfra

Oversat til arkitektur ser skitsen sådan ud. Yderst er kanalerne, der møder medlemmet, hvor det er: app og web, stemme og agent til agent. Derunder ligger agenterne: en dialogagent, en sagsdirigent, der sender sagen i den rigtige bane, og en copilot for medarbejderne. Sprogmodellerne bag dem skal kunne skiftes ud, så a-kassen ikke binder sig til én leverandør.

Agenterne bruger værktøjer gennem standardiserede stik. Her er MCP, Model Context Protocol, et godt bud. Det er en åben standard, offentliggjort i 2024, for hvordan AI-systemer får adgang til data og værktøjer. Reglerne, registrene og udbetalingen bliver på den måde værktøjer, som agenterne kan kalde, på samme måde som andre systemer kalder hinanden via et API, altså en fast grænseflade mellem to programmer.

I kernen ligger det, der faktisk afgør sagen: en regelkerne, en fælles datamodel og en hændelseslog over alt, der er sket. Kernen gemmer kun det nødvendige. Og nederst ligger en platform, som kan flyttes og deles: europæisk drift, open source og API først. Det er de samme principper, som ligger bag den AI-platform, Akademikernes A-kasse har bygget og frigiver som open source.

Ved siden af lagene står to ting, der går på tværs af det hele. Medarbejderne, med skøn og samtaler, regelværksted, kvalitet og nødbremse. Og tillid og styring, med test af agenterne, sporbarhed og efterlevelse af AI-forordningen og GDPR.

Hvad man kan gøre i dag

Ingen a-kasse skal bygges forfra, og ingen skal vente fem år. Pointen med øvelsen er at se, hvilke beslutninger man træffer i dag, der peger i den rigtige retning, og hvilke der låser én fast. Et par spørgsmål er værd at tage med til ledelsesbordet. Kan vores regler læses af en maskine, eller lever de kun i hovederne og i vejledninger? Gemmer vi data, fordi afgørelsen kræver det, eller fordi vi altid har gjort det? Kan vi skifte sprogmodel uden at bygge alt om? Og ved vi, hvem der ejer de nye roller, når de ligefremme sager kører af sig selv?

Ingen af de spørgsmål kræver ny teknologi at svare på. De kræver, at nogen tager stilling. Det er også det, jeg finder mest opmuntrende ved tankeeksperimentet: Fremtidens a-kasse bliver ikke bestemt af teknikken, men af de valg, organisationen træffer om, hvem der afgør, og hvem der ejer dataene.

Flere artikler

Kilder

  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1183 af 11. april 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 910/2014 for så vidt angår fastlæggelse af den europæiske ramme for digital identitet (eIDAS 2.0), i kraft 20. maj 2024.
  • Europa-Kommissionen: European Digital Identity Wallet, oversigt over tidsplan og implementering, besøgt november 2026.
  • Anthropic: Introducing the Model Context Protocol, 25. november 2024.
  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1689 om kunstig intelligens (AI-forordningen), 2024.
  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (databeskyttelsesforordningen, GDPR), artikel 5 om dataminimering.

Artiklen er en konceptuel skitse og et tankeeksperiment, ikke en plan for en bestemt organisation. Tidsplaner for den europæiske digitale identitetstegnebog kan ændre sig. Gennemgangen af GDPR og AI-forordningen er orientering, ikke juridisk rådgivning. Vinther Consulting, november 2026.